Tilbage til forsiden

 Tilbage til forsiden
  Forsiden
  UN-nummer
  Farenumre
  Faresedler
  Faresymboler
  Lommekort om farlige stoffer
  Førsteindsats ved kemikalieuheld
    - Ordliste
    - Alfabetisk indeks
    - Indsatsgrupper
  Indsatskort for kemikalieuheld
    - Ordliste
    - Alfabetisk indeks
    - CAS-nummer indeks
  Kemisk Beredskab
  Om informationssystemet
  Organisering af indsatsområde
  Vejledning og links
  Download Cd-rom
  English

Forord til »Førsteindsats ved kemikalieuheld«
Denne 2009-udgave af "Førsteindsats ved kemikalieuheld" erstatter fuldstændig 2007-udgaven.

Håndbogen er inddelt i kapitlerne: Informationssystemet om farlige stoffer, Organisering af skadested, Ordliste, Alfabetisk indeks, UN-nummer indeks, Farenumre og faresedler, Brugermærkning af kemikalier (Nyt kapitel) samt Indsatsgrupper.

UN-nummer indeks
UN-nummer indekset indeholder alle UN-numre, som er optaget i den seneste danske udgave af den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR 2009). Der er således 2.494 indgange i indekset svarende til 2.265 forskellige UN-numre. Der er kommet 13 nye UN-numre til i forhold til sidste udgave af håndbogen. Der er desuden medtaget de i alt 30 UN-numre, hvor der i ADR er angivet "Transport ikke tilladt" eller "Ikke omfattet af bestemmelserne i ADR".

Også i denne udgave af håndbogen er der en markering med et "ik" lige efter indsatsgruppenummeret i kolonnen "Indsatsgrupper", hvis der findes et indsatskort for stoffet.

Hvis der findes et eller flere indsatskort for stoffer tilhørende et UN-nummer for en gruppebetegnelse i ADR, er dette markeret med et "ik?" lige efter indsatsgruppenummeret i kolonnen "Indsatsgrupper". Vær opmærksom på, at der således ikke nødvendigvis er indsatskort for alle stoffer tilhørende et UN-nummer for en gruppe.

Indsatsgrupper
Håndbogen indeholder 58 indsatsgrupper, som hver enkelt af de 2.494 optagne stoffer og stofgrupper henviser til. Indsatsgruppen angiver retningslinjer for et givet stofs eller stofgruppes håndtering under førsteindsatsen ved uheld.

Det er denne håndbogs formål at forsyne den tekniske ledelse ved akutte uheld med farlige stoffer med de mest nødvendige oplysninger om de farlige stoffers egenskaber, således at førsteindsatsen kan foregå sikkert og hurtigt.

Håndbogens indhold er kortfattet og i forbindelse med den fortsatte indsats vil det ofte være nødvendigt at tilvejebringe yderligere oplysninger om det pågældende farlige stof. Det skal understreges, at visse af håndbogens anvisninger forudsætter stillingtagen til en række ikke omtalte dispositioner, hvorfor håndbogen kun bør anvendes af personer, der i forvejen har en uddannelse på området såsom holdleder eller indsatsleder, redningsberedskab.

Revisioner
Håndbogen er trykt i henhold til Beredskabsstyrelsens nye designmanual, hvilket specielt ses på omslag, logo og skrifttyper.

Indholdet i indsatsgrupperne er opdateret i henhold til 2008- og 2009-udgaverne af "Indsatskort for kemikalieuheld". Desuden ses ændringer under ledeteksten "Sikkerhedsafstand", hvor et ønske om angivelse af en sikkerhedsafstand for personredning er blevet opfyldt på de relevante kort.

Titlen på Indsatsgruppe 10 er ændret til "Brandfarlige, giftige gasser, der reagerer med vand", således at indsatsgrupperne for gasser kommer til at omfatte de forskellige gasser bedre. Samtidig er relevante gasser fra UN-nummer indekset flyttet til de nye aktuelle indsatsgrupper.

Nyt kapitel
Den 20. januar 2009 trådte ny klassificeringsordning af kemiske stoffer og produkter i kraft baseret på det globale GHS mærkningssystem (Globally Harmonised System of Classification and Labelling of Chemicals). I en overgangsordning vil man således kunne støde på kemikalier mærket efter både de gamle og de nye mærkningsregler fra Miljøstyrelsen. Det er derfor valgt at medtage både de gamle og de nye piktogrammer i et selvstændigt kapitel. Ved hjælp af disse piktogrammer fås information om de kemiske stoffers farlige egenskaber.

Baggrund
Håndbogen er udarbejdet af Beredskabsstyrelsen, Kemisk Beredskab. I forbindelse med udarbejdelsen har den været forelagt revisionsudvalget til revision og supplering af informationssystemet for indsatsledere om farlige stoffer.

Regelgrundlag
Håndbogen er udarbejdet specielt til brugen af dansk indsatstaktik med respekt for dansk lovgivning. Således er håndbogen udformet på grundlag af de regler og bestemmelser, der var gældende per 1. maj 2009.

Med hensyn til indsatstekniske aspekter er anvisningerne i håndbogens indsatsgrupper udover den personlige beskyttelse generelt begrænset til at omfatte brug af materiel, der sædvanligvis indgår i trin 1 beredskabet.

Internet
"Førsteindsats ved kemikalieuheld" findes også på Internettet under "Information om farlige stoffer" via Beredskabsstyrelsens hjemmeside på adressen http://www.brs.dk eller direkte http://www.kemikalieberedskab.dk.

Brug af bogen
Bogen er baseret på de bedst tilgængelige oplysninger om diverse kemikaliers farlige egenskaber og om forholdsregler overfor disse. Beredskabsstyrelsen bestræber sig på, at oplysningerne er korrekte og ajourførte, men fraskriver sig ethvert ansvar for skader direkte eller indirekte forårsaget af oplysninger i bogens forskellige kapitler. Beredskabsstyrelsen anbefaler, at Kemisk Beredskab alarmeres i ethvert tilfælde, hvor uheld med kemiske stoffer eller produkter giver anledning til tvivl. Hensigten med denne ansvarsfraskrivelse er hverken at begrænse eller at udelukke Beredskabsstyrelsens ansvar på en måde, der strider mod dansk ret.

Kommentarer
Der modtages gerne kommentarer og forslag til håndbogen. Henvendelse bedes rettet til Beredskabsstyrelsen, Kemisk Beredskab, Universitetsparken 2, 2100 København Ø. Telefon 45 90 60 00, telefax 35 36 56 20 og E-post .

Beredskabsstyrelsen © 2012. Skriv til